Hvad gør man ved røde, tørre eller irriterede øjne? Og hvad gør man, hvis man har smerter i øjet? Her får du overblik over de almindeligste øjenproblemer, og hvad du skal gøre ved dem.
Tørre øjne
Du blinker og blinker, men det hjælper ikke. Det føles som om, øjnene er trætte, der mangler væske i øjnene, og måske svier og brænder det også en smule. Sådan føles det at have tørre øjne.
Tørre øjne er som regel en ufarlig, men meget irriterende, tilstand i øjet. Man vurderer, at omkring 24 procent af alle mænd og kvinder mellem 30-60 år har haft symptomer på tørre øjne, og jo ældre man bliver, jo mere udbredt er problemet.
Det kan opstå, hvis du for eksempel arbejder meget foran en computerskærm, hvis du har allergi, eller hvis du bruger kontaktlinser.
Du kan i lang de fleste tilfælde slippe af med problemet igen ved at undgå at sidde for lang tid foran skærmen, undgå høje rumtemperaturer og ved at skifte kontaktlinserne ud med briller i løbet af dagen. Tørre øjne kan også behandles med kunstige tårer; der findes mange forskellige på markedet – både som håndkøb og på recept.
I nogle tilfælde kan tørre øjne skyldes alvorlig øjensygdom, som bør tjekkes af en øjenlæge. Har du tørre øjne i mere end en uge, bør du derfor kontakte øjenlægen, som vil vurdere, om du bør undersøges nærmere.
Irritation i øjet
Det river lidt, prikker, klør eller føles som om, der sidder noget og irriterer øjet. Måske løber det i vand eller er rødt. Det kan også være, at området omkring øjet er rødt og hævet. Betegnelsen ‘irriterede øjne’ er lidt uklar og dækker over øjne der for eksempel klør, svier, brænder eller klistrer, og typisk vil man have en fornemmelse af at have grus i øjnene.
Irriterede’ øjne er meget almindeligt.
Der kan være mange forskellige årsager til, at dine øjne er irriterede. Ofte skyldes irritationen de samme faktorer som med de tørre øjne. Allergi kan irritere øjnene voldsomt. Øjenkatar kan også give irriterede øjne. Irriterede øjne kan dog også komme, hvis du har fået noget i øjet, eller hvis du har fået en ridse i hornhinden.
Man kan forsøge sig frem med de samme ting – undgå for meget tid foran skærmen, skru ned for temperaturen i de rum, du opholder dig i, prøv med ”kunstige tårer”- og tag briller på lidt oftere, hvis du bruger kontaktlinser. Du bør ringe til lægen, hvis du har irriterede øjne i mere end end en uge, især hvis øjnene samtidig er røde, løber i vand eller du ved, at du har fået noget i øjet.
Øjne, der løber i vand
Du er ikke ked af det, men tårerne flyder over og render ned ad kinderne. Øjnene løber i vand, og det sker ikke kun, når du cykler eller er ude i koldt vejr, men hele tiden.
Der kan være mange grunde til, at du har øget tårevæske; din slimhinde i øjet kan være irriteret, tårevejene kan være for snævre, eller du kan have øjenlåg, der enten vender for meget indad eller udad. Hvis du også har smerter, rødme eller pus i øjet, kan det være tegn på en infektion.
Hvis du har rindende øjne i mere end en uge, så kontakt lægen. Du bør især kontakte lægen, hvis du har smerter, rødme eller pus i øjet, så han kan tjekke, om det skal behandles.
Røde øjne
Du har sikkert prøvet, at de små blodårer i det hvide af dine øjne pludselig bliver ekstra tydelige. Måske har du fået sæbe eller et støvkorn i øjet.
Røde øjne er i langt de fleste tilfælde ganske normalt og helt ufarligt.
Nogle gange skyldes det irritation, småskader i en af de yderste hinder af øjet eller et sprængt blodkar. Andre gange skyldes det en overfladisk infektion.
Er det eneste symptom, at dit øje er rødt, er det højst sandsynligt en ufarlig irritation. Men oplever du deciderede smerter, sløret syn eller lysskyhed, mens øjet er rødt, kan det være tegn på en mere alvorlig sygdom såsom betændelse i øjets bindehinde, hornhinde eller regnbuehinde. Du bør derfor kontakte en øjenlæge med det samme.
Grå stær
Grå stær giver i starten ingen symptomer, men senere kan det have mange symptomer. Hvis du oplever ændret syn, nedsat syn, dobbeltsyn eller lysfølsomhed, bør du kontakte øjenlægen, for så kan det være en grå stær, der er på spil.
Grå stær er en af de mest almindelige sygdomme, man kan have i øjet. Faktisk er sygdommen så almindelig, at mere end 40.000 bliver opereret for den hvert år.
Grå stær rammer typisk folk over 65 år, og ofte skyldes sygdommen, at man bliver ældre.
Grå stær behandles med en laseroperation, hvor man erstatter øjets linse med en plastiklinse. Operationen foregår i lokalbedøvelser, er smertefri og tager 15-20 minutter.
Læs om årsager og behandling af grå stær på Netdoktor.dk